a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z 0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 #

letra de kongeegen - bisse

ejnar boede i telt hele året
med sine to schæferhunde
et telt han selv havde bygget
af presenninger

han boede ude ved bregnehøjmosen
drak sprit på enden af måneden
når der ikke var råd til andet
han brændte de offentlige breve
huset var gået på tvangsauktion efter morens død
ingen vil kaste gode penge efter dårlige
når man kommer så langt ud
kommer man ikke tilbage igen

han blev fundet inden han nåede hjem til teltet
blev indlagt på sygehuset
de måtte aflive hans to elskede hunde
men ingen fortalte ejnar om det
efter sin mors død var disse to skabninger, det mest dyrebare han havde

mormor besøgte ham
han fortalte hende at hundene var kommet i det tidlige daggry
de to schæfere kravlede op i sengen og lagde sig på hver sin side af ham
og de lå der sammen og så solen stige op
mormor spurgte, hvad sygeplejerskerne dog havde sagt til det
ejnar svarede, at hundene var kravlet ud af sengen og forsvundet igen, inden sygeplejerskerne kom ind om morgenen
og mormor tænkte
”nu rabler det for ejnar”
”nu rabler det for ejnar”

vi vandrer
vi vandrer
og kommer dog aldrig frem
ensomme er vi født til den evige vandring
ensomme er vi født til livets vandring
vi vandrer over stok og sten
men finder dog aldrig hjem

i lejligheden overfor har fjernsynet kørt hver nat i de to år jeg har boet her
hvem er de mennesker der bor derinde?
mimbres-skålene blev lagt over den dødes ansigt
og den dødes sjæl rejste ud igennem hullet i skålens bund
det såkaldte dødehul
fjernsynet er mine genboers dødehul
det hul, som deres sjæle vandrer igennem hver nat
til skærmfantasiernes fremmede, farverige himmel

de vandrer
de vandrer
de vandrer
men kommer dog aldrig frem

jeg var på et lille eventyr i går
ville køre til slangerup for at købe ind
det var tidlig aften lidt over seks
vejret var skønt
jeg cyklede videre ud af byen
den 14. august 2015
købte en is
cyklede videre til frederikssund forbi willumsens museum
ved kronprins frederiks gamle klapbro stod jeg og nød aftensolen sammen med de spisende gæster på burgerbaren route 66

jeg cyklede over sundet og opdagede at jeg var tæt på jægerspris skov
det sted hvor danmarks ældste levende væsen står
kongeegen
jeg har gerne villet se den længe
nu var muligheden der

jeg kørte ad en lille gruset cykelsti og kom ind i nordskoven
solen var allerede ved at gå ned
træerne stod tyste og mørkegrønne
jeg fandt kongevejen og blev ført igennem en fin allé af gamle platantræer
forenden kom jægerspris slot til syne
jeg fortsatte videre ud ad landevejen
efter femten kilometer forbi marker og hede kom jeg til kulhuse
jeg måtte være kørt forbi kongeegen

ved kulhuse stod alt stille
den sidste færge til frederikssund var gået for tre kvarter siden
kun enkelte badegæster opholdt sig stadig på stranden
jeg kørte min cykel helt ned til vandkanten
smed tøjet og hoppede i
vandet var lunt og blikstille
ude i horisonten så jeg solen synke langsomt i havet

den vandrer
den vandrer
den vandrer
og kommer dog aldrig frem
ensom er den født til den evige vandring
ensom er den født til livets vandring
den vandrer henover stok og sten
men finder dog aldrig hjem

jeg gik op igen
tørrede mig med mit tøj og konfererede mig med et ophængt turistkort
på den måde fandt jeg ud af jeg kunne finde kongeegen ved at følge strandvejen
men det ville snart være mørkt
jeg måtte skynde mig
jeg ræsede altså ud ad strandvejen og kom hurtigt ind i nordskoven igen

mod mig kom en pige gående
og da vi krydsede hinanden genkendte jeg hende som en af pigerne fra gymnasietiden
en smuk pige
kort, krøllet, blondt hår og underfundige øjne
jeg kunne ikke huske hendes navn
lyset var ved at forsvinde og jeg skulle finde kongeegen
men måske burde jeg have stoppet op og ladet som om jeg ikke kunne finde vej
og måske havde hun inviteret mig på et glas
hun boede sandsynligvis i et sommerhus i nærheden
eftersom hun var på gåben og kun havde sommertøj på

men jeg valgte kongeegen og jeg fandt den til sidst
stor og eksplosiv, revnet over
men stadig grøn og levende
det’ nordeuropas ældste egetræ
formentlig fra dengang jesus blev født
og jeg lod de henfarne tider og de mest sælsomme tanker gennemstrømme mig mens jeg stod der
med min lille hånd på dette 2000-årige væsens bark

og sommernatten sænkede sig over nordskoven
helt alene stod jeg der ved siden af denne mægtige kolos
som jeg så længe har drømt om at se
når jeg en dag ikke er her mere
vil den stadig spire og skyde sine grønne blade hvert forår

vi vandrer
vi vandrer
vi vandrer
men kommer dog aldrig frem
ensomme er vi født til den evige vandring
ensomme er vi født til evigheds vandring
vi vandrer over stok og sten
men finder dog aldrig hjem
vi vandrer
vi vandrer
vi vandrer
vi vandrer

- bisse

letras aleatórias

MAIS ACESSADOS